17/12-09 offentliggjorde Regeringen sin redegørelse for kommunernes støtte til frivilligt, socialt arbejde. Der er tale om de såkaldte §18-midler, som udgør i alt 137 millioner.
Ifølge redegørelsen, bruger kun 27 af landets 98 kommuner alle tildelte §18-midler, og nogle finder selv endnu flere penge til det frivillige, sociale arbejde. 11 kommuner lader en del af statsmidlerne stå ubrugte men finder egne midler til organisationerne. Og hele to tredjedele af kommunerne – i alt 60 kommuner – bruger hverken §18-midlerne fuldt eller finder egne penge til det frivillige, sociale arbejde. 27 millioner kroner bliver ikke brugt.
Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann udtalte i forbindelse med redegørelsens offentliggørelse: ”Det frivillige arbejde er en vigtig del af det danske velfærdssamfund, og det glæder mig derfor meget at se, at kommunernes samarbejde med de frivillige foreninger er øget. Vi skal fortsat styrke det samarbejde, så vi i fællesskab kan finde løsninger på de sociale udfordringer, vi står overfor. Undersøgelsen giver også et billede af, at der er plads til forbedringer.” Det skete under overskriften: Landets kommuner samarbejder i stigende grad med frivillige sociale foreninger. Samtidig viser redegørelsen, at kommunerne er blevet bedre til at bruge de midler, som de modtager fra staten til arbejdet
Frivilligrådet, hvor blandt andre ADHD-foreningens direktør Anne Worning har sæde, udtalte sig til gengæld kritisk af kommunerne. ” Kommunerne forspilder chancen for at hjælpe mange sårbare mennesker, nemlig de som de frivillige organisationer er i kontakt med, og som myndighederne aldrig møder. Den frivillige indsats bliver kun endnu vigtigere fremover, når der bliver mangel på arbejdskraft i kommunerne. Derfor er det vigtigt, at kommunerne tænker langsigtet og opbygger en stærk frivillig indsats.
Man må spørge sig selv, om det virkelig er den mest fornuftige måde at støtte de frivillige sociale organisationerne på, når så mange kommuner – med åbne øjne – vælger at udbetale mindre, end de får fra staten.”